Stædighed lønner sig. Og om at føle sig tåkrummende pinlig… - Sanvigs Online Kunstskole
akrylundervisning,  akvarelundervisning,  ann-lisbeth sanvigs kunstskole,  Ann-Lisbeth Sanvigs Online Kunstskole,  Ann-lisbeth Sanvigs Onlinekunstskole,  billedkunst,  Kunst,  Kunstskole,  tutorial,  tutorials,  undervisning

Stædighed lønner sig. 
Og om at føle sig tåkrummende pinlig…

Stædighed lønner sig. 
Og om at føle sig tåkrummende pinlig…

Hvorfor fortæller jeg dig det?

Fordi uden en kæmpe portion af stædighed, havde jeg forlængst fundet mig noget mere fornuftigt at foretage mig.
Jeg har også opført mig pinligt – dog med mindre held.

Men jeg vil også fortælle dig om, da jeg, som helt ung og unægtelig meget grøn, søgte ind på Kunstakademiet. 

I dag forstår jeg slet ikke, at jeg havde modet.
Nå men, jeg søgte ind og gik nu og ventede på at få besked. 

Der kom ingen besked. Du skal forestille dig, at det var dengang, vi fik posten i postkassen. 
Snailmail, kaldes det vist?
Den stakkels postkasse fik nogle ordentlige gok.

Til sidst mistede jeg min tålmodighed og ringede til akademiets kontor.  Og fik en meget flink mand i røret.
Jeg forelagde ham min situation. Fortalte ham, at jeg ikke kunne forstå,  hvorfor jeg ikke havde fået besked.
Han lyttede tålmodigt, men kunne desværre ikke sige noget. Han havde før fået trusler om sagsanlæg, fordi han havde sagt forkert. 

Til sidst sagde jeg rimelig bramfrit, at det kunne han sagtens sige, og jeg citerer ordret og undskyld mit sprog: Det var jo ikke ham, der skulle åbne den skide postkasse hver dag!”.

Der blev helt stille i den anden ende af telefonen. Så hørte jeg ham sige: “Lige et øjeblik “, mens han trak på smilebåndet og lade telefonen fra sig.
Han vendte tilbage og fortalte,  at jeg var kommet ind. Og så var der ellers jubel og højlydt glæde i min ende af telefonen. 

Nu kommer vi til den pinlige del af historien. 

Og med det mener jeg rigtigt pinligt – tåkrummende. 

Nogle dage senere er der en artikel i Ugeavisen – den lokale avis – om Det Fynske Kunstakademi. 
Rigtig god artikel, som jeg selvfølgelig ivrigt læste. 

Med et flot helsides foto af akademiets rektor. 

Nu kommer vi så til dagen,  hvor akademiet startede op efter sommerferien. 
Et nyt undervisningsår skulle begynde, og der skulle tages imod de nye elever. 

Det var jo blandt andre mig.
Og du kan tro, at jeg glædede mig.

Manden på fotoet – rektor – kaldte os op enkeltvis. 
Da det blev min tur, kiggede han på mig og sagde med et skælmsk blik i sine kloge øjne:” Ja, vi to har vist snakket sammen”.

Behøver jeg fortælle,  at jeg blev rød i hovedet?
Nej vel?

Jeg krummede så meget tæer, at jeg gik fra en størrelse 36 til 34 i sko i løbet af et splitsekund.

Men rektor og jeg fik faktisk et rigtigt godt forhold til hinanden. Vi havde en hemmelighed sammen. 
Og mellem os sagt: så tror jeg faktisk,  at han var begejstret for den vilje og ildhu jeg viste. Jeg ville ind på akademiet og ikke mindst, så ville jeg kunsten.

Og sådan har det været lige siden. 
Kunsten er en vigtig del af mit liv. 

Så min morale er:

Vær stædig og insisterende, hvis du brænder for noget.
Bare gå til den ❤
Og pyt så med, hvis du kommer til at være pinlig.

Kærlig hilsen 
Ann-Lisbeth 

Kommentar