På vej til Herning…
Stuen bliver altid brugt som den ultimative sidste test, inden jeg retter detaljer og farvevalg. Nogle gange ændrer mit syn på billedet sig, når jeg er kommet lidt på afstand af arbejdsprocessen. Det kan være en farve eller en streg, der efter lidt tid synes anderledes, end da den blev lavet. Ikke at stregen som sådan ændrer sig, men det gør indtrykket, når jeg har fået billedet lidt på afstand, altså hvordan det blev til. Var det en svær proces eller var der andet, der gjorde at den del var noget, der var særlig fokus på? Når arbejdet fortoner sig, kan jeg ofte bedre se, hvad der reelt er i billedet, og så kan de sidste detaljer, der gør billedet helt færdigt, udføres. Det kan dreje sig om en dag eller to, eller måske uger.
Nåh ja, så var der det med Herning. Billederne vil kunne ses på Gallerie Rasmus stand på kunstmessen Art Herning 2014, 24. – 26. januar sammen med andre af mine værker. Du er meget velkommen til at kigge ind. Jeg er der alle dage.

