Charlotte Laursen

Mit navn er Charlotte Dokkedahl Laursen, jeg er 48 år gammel og er født og opvokset på Fyn. Jeg uddannet socialpædagog og arbejder til dagligt med handicappede mennesker.
Min passion for at udtrykke mig kreativt, er allerede startet fra barnsben af, hvor jeg kunne bruge timer på at sidde og tegne, lave collager og meget andet.
Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft billeder, der er opstået af sig selv i mit hoved. Uden jeg dog har vidst hvordan jeg skulle få det ned på et stykke papir eller op på et lærred, så det blev som jeg havde tænkt. Derfor blev det også vigtigt for mig da jeg gik i gang med at male for alvor for 4 år siden, at lære håndværket, hvis det skal lykkes mig at komme derhen, hvor jeg kan male det som jeg forestiller mig i mit hoved.
Til min store overraskelse og frustration så var det at male på et lærred helt anderledes end at bruge en blyant. Alt den finmotorik jeg havde udviklet til det, kunne jeg simpelthen ikke overføre til at bruge en pensel.
Min rejse med at lære at male startede på You-Tube, Jeg så en masse videoer om det at male. Hvilke teknikker der var, man kunne bruge, hvilke materialer der var de bedste, hvad der kunne bruges at blande akrylmaling op med osv. Jeg fulgte enkelte tutorials på You-Tube og fik lavet nogen fine malerier og det var en fin øvelse for at lære materialerne og teknikkerne at kende. Året efter jeg var startet med at male, gav jeg mig i kast med daily painting i 30 dage.
Her blev jeg for alvor bevidst om, hvor svært det faktisk var at blande de farver jeg så på min reference fotos.
Jeg var ikke var særlig øvet i at blande farver, så det tog væsentligt længere tid at lave et lille billede, end daily painting bevægelsen lægger op til. Jeg nåede da heller ikke 30 små malerier på 30 dage, men, det rykkede alligevel noget ved mig og ved mine evner til at male med pensel. Jeg kom et skridt nærmere, hvad det er jeg tiltrækkes af ved at male og hvad mine malerier skal handle om.
Min konstante søgen efter svar på internettet ledte mig efterhånden hen på nogen danske sider, og blandt andet også Ann-Lisbeths hjemmeside og workshops.
Jeg kunne se at hun havde et portrætkursus og det ønskede jeg mig brændende at komme med på. Min søde far synes det var en overordentlig god ide, og besluttede sig for at sponsorere mig.
Det rykkede rigtig meget at komme på onsdagsholdet, og jeg fik malet mit første succesfulde portræt. Her var der nogen at dele stort og småt med og tale om kunst, lære noget teknik omkring håndværket og hvordan man får tingene til at fremstå interessante på lærredet. Nogenlunde samtidig meldte jeg mig ind i Ann-Lisbets nystartede online kunstskole. Det har været mindst lige så gavnligt at sidde og se hendes kurser hjemme, som at deltage på et fysisk kursus. Det kan hver sit.
Jeg har en meget stor passion for materialerne og jeg har brugt en mindre formue i min søgen efter de helt rette pensler og de helt rette farver. Jeg blev meget hurtigt bevidst om at det godt kunne betale sig at bruge lidt flere penge på materialer, fordi oplevelsen med at arbejde på lærredet bliver en helt anden når man investerer i farver med højt indhold af pigmenter og lærreder i en kvalitet der ikke slår sig og bliver skæve efter ganske kort tid. Søstrene Grene materialerne er for længst skiftet ud, men min passion for at prøve nye materialer og teknikker er der stadig. Jeg har undersøgt hvordan man manipulerer med sin akrylmaling for at få bestemte ting frem i maleriet ved hjælp af forskellige former for malermidler.
Jeg er ret nysgerrig på de nye former for oliemaling, som er vandopløselige, og har derfor også bevæget mig ud i at undersøge hvad det kan. Noget bliver jeg skuffet over og andet får lov at være en del af min arbejdskuffert.
Jeg er fascineret af den ekspressionistiske og ekspressive kunst, og selv vil jeg gerne hen imod et udtryk der er figurativt samtidig med at det også kan indeholde abstraktioner. Det må gerne kunne fortælle en historie eller en følelse, som beskueren kan finde genklang i.
Jeg elsker farver og jeg elsker når der er knald på farverne. Når kontraster mødes og spiller op mod hinanden. Det sarte og lyse mod det dystre og mørke, komplementær farver der står i skærende kontrast til hinanden og det rå op mod det fine og sirlige. I starten var jeg tilbøjelig til at kopiere, og set fra et rent teknisk udviklingssynspunkt kan det også noget.
Men kopier kan man ikke kalde sine egne. Mit behov for at løsrive mig fra kopiering og skabe mit eget er vokset frem medens mestringen af håndværket er blevet bedre. Man kommer ikke udenom at skulle øve sig, hvis man vil være dygtig til at male.
Noget af det første kunst jeg selv for alvor blev rørt af, var Emil Noldes malerier. Det var frit, det var vildt og så var det farverigt. Det var skabt i en tid, hvor verden var i forandring.
Jeg arbejder primært i akryl og olie men også i akvarel, farveblyanter og grafit. Sommetider er det humøret der vælger materialet, andre gange et bestemt udtryk jeg gerne vil have frem.